Da Amalie gik i folkeskole, troede hun egentlig, at hun skulle være advokat, men den tanke smed hun hurtigt fra sig, da hun havde været i en uges erhvervspraktik. Alligevel var hendes navn at finde på klasselisten til en gymnasieklasse efter sommerferien, fordi det var det, alle veninderne gjorde.
Men efter et halvt år, gik det op for Amalie, at det ikke var lykken for hende.
Jeg gik på gymnasiet, og det var bare ikke mig. Jeg tog mig selv i at sidde og tænke: Jeg hører ikke til her, fordi at sidde stille en hel dag, det kunne jeg slet ikke. Jeg ville ud og bruge mine hænder og være træt, når jeg kom hjem om aftenen
– AMALIE SCHWARTZ
Springet væk fra gymnasiet
Amalie fik ikke den store opbakning fra hverken lærere eller vejledere, som mente, at hun havde alt for gode karakterer til at droppe ud af gymnasiet, og hvis hun valgte at droppe ud, så stod hun på egne ben. Derfor undersøgte Amalie selv, hvilke muligheder, der var for hende, når hun ikke længere ville gå i gymnasiet. Så hun gik i gang med udelukkelsesmetoden:
Jeg ville ikke være tømrer, fordi de får splinter i fingrene, og jeg havde heller ikke lyst til at få sorte negle, så mekaniker kunne det heller ikke være, men elektriker lød ret spændende, og jeg har altid været glad for elektronik og den slags,” fortæller hun
– AMALIE SCHWARTZ
Da Amalie havde besluttet sig for at uddanne sig til elektriker, var hun ligeledes selv nødt til at finde frem til, hvor den nærmeste skole lå. Hun fandt også selv frem til sin læreplads, hvor hun ihærdigt søgte og tog kontakt til virksomheder i sit nærområde.
Jeg måtte kæmpe lidt for at få en læreplads, der er mangel på lærepladser hernede. Det var lidt hårdt
– AMALIE SCHWARTZ
Amalie blev lærling hos Aktiv El i Nykøbing Falster, hvor hun var den første kvinde, de havde ansat som lærling. Virksomheden blev hurtigt klar over, at Amalie var en dygtig og initiativrig lærling, som tager selv de svære udfordringer op.
Jeg kan huske, at vi var ude i en svinestald med en svend, hvor vi skulle skifte styring til et gylleanlæg. Der havde jeg lige været på skole og haft om styring, og så tænkte jeg: Dét kan jeg godt gennemskue. Og da vi startede anlægget op, så kørte det bare
– AMALIE SCHWARTZ
Og det gik ikke ubemærket hen, at Amalie havde talent for faget. I sit sidste år som lærling arbejdede hun på et projekt, hvor en gammeltøjbutik blev lavet om til lejligheder, og hvor hun fik ansvaret for en gruppe kolleger. Et ansvar og et fagområde, som har vist sig at være det helt rette for hende.
Det er så fedt, at man er glad, når man kommer hjem, og at man ikke er lettet over, at arbejdsdagen er slut. Jeg er bare mættet af gode indtryk og er tilfreds med mig selv
– AMALIE SCHWARTZ
Hvad laver en elektriker?
- En elektriker installerer, designer og vedligeholder elektriske installationer. Det kan være brandalarmer i Idrætshallen eller lyset hjemme i din lejlighed. Der er mange specialer at arbejde med
- Elektrikere er også en vigtig del af den grønne omstilling, da de fx også arbejder med vedvarende energi – såsom vindmøller
- Uddannelsen til elektriker tager 4 år og 6 måneder og kan tages på erhvervsskoler rundt om i landet
I dag er Amalie færdigudlært elektriker og er blevet ansat i Aktiv El. Hun elsker at være i faget, og hun drømmer endda om at specialisere sig, når hun bliver ældre. Eller komme ud og arbejde på vindmøller.
Jeg kunne godt overveje at blive installatør en dag. Jeg vil gerne blive inden for byggebranchen og jeg vil gerne være en af dem, der har noget ansvar og tager beslutninger, ” fortæller hun
– AMALIE SCHWARTZ
Navn: Amalie Schwartz
Alder: 23 år
Bopæl: bor i et byhus, som hun selv har sat i stand i Nykøbing Falster
Interesser: har spillet fodbold siden hun var helt lille
Følg: Amalie Schwartz på @amalie_schwartz_