MØD EN AMBASSADØR

Tækker tage som den første kvinde i 10 år

Laura Feline har altid haft mange interesser og været meget fascineret af folk, der er dygtige til det de laver. Det fik hende til at se en hel YouTube-video til ende om tangtagene på den danske ø, Læsø, og med ét vidste hun, hvad hun nu skulle kaste sig over.


Foto: Byggeriet Uddannelser
Foto: Byggeriets Uddannelser

For Laura Feline er tingene ikke spor firkantede. Hun er både håndværker, danser, bor på en firlænget gård med sine venner, elsker glimmer og så er hun i øvrigt den første kvinde i mere end 10 år, der er uddannet tækker.

Det er ikke mange andre kvindelige håndværkere, Laura Feline har mødt på sin vej. Alligevel besluttede hun sig efter gymnasiet for at søge ind som tækker. Her fandt hun hurtigt ud af, at tækkeuddannelsen, på en anden måde end gymnasiet, formåede at kombinere hendes interesse for bæredygtighed, kreativitet og lyst til at lave noget aktivt.

Selvom Laura Feline altid har klaret sig godt i skolen, var hun ofte stresset i gymnasiet og ikke vild med dén måde at studere på. Derfor var det også forløsende for hende at mærke den energi det gav at skabe noget med sine hænder på en erhvervsskole. Det var der bare ikke så mange andre piger, der havde fundet ud af endnu.

Når jeg laver et håndværk, glemmer jeg tit mig selv, og det er en virkelig rar følelse. Jeg er kun optaget af det, jeg laver lige nu og her.

– LAURA FELINE

Det har skabt frihed ikke at behøve at sammenligne sig med andre

Ekstra tydeligt blev hendes særrolle som kvinde i tækkefaget, da hun sammen med sin klasse tog på deres første studietur til Japan. Her var der, som det mest selvfølgelige i verden, lagt program for de rejsendes kvindelige kærester, mens tækkeeleverne var rundt og se på bygninger og de små japanske landsbyer.

Og selv om Laura Feline til tider har følt, at hun har skulle knokle ekstra hårdt for at bevise, at hun hører til på faget, mærker hun også en frihed ved at være den eneste kvinde.

Fordelen ved at være den eneste kvinder er, at der ikke er nogen, der har holdninger til, hvordan en “rigtig” kvindelig tækker skal være – for de har ikke nogen at sammenligne med.

– LAURA FELINE

Rette hylde

Laura Feline har altid haft mange interesser og været god til at dykke intenst ned i det, hun fandt allermest betagende. I folkeskolen var det dans, der optog Laura Feline, og hun var langt hen ad vejen sikker på, at hun skulle ende som professionel danser. Indtil hun ved et tilfælde faldt over en dokumentar på YouTube om Læsøs særlige tradition med at bruge tang til at tække tage med. Sommeren efter søgte hun ind på tækkeuddannelsen for at prøve det af. Det viste sig at være et heldigt tilfælde.

Foto: Privat

Hvad er en tækker?

  • En tækker laver stråtage af tagrør, som man typisk høster fra søer eller andre vådområder.
  • Den Jyske Haandværkerskole er den eneste skole, hvor man kan specialisere sig til tækker.
  • Uddannelsen tager mellem 3 og 3,5 år, hvor man i den første del følger tømreruddannelsen.

I dag føler Laura Feline, at hun er landet på helt rette hylde, når hun højt oppe over træernes toppe sidder og spejder ud over markerne med et bundt strå i hånden. Eller sidder og beundrer sit arbejde i solen i en Morten Korch-agtig ramme med fuglefløjt og blomstermarker.

Udover at få lov at opleve den vilde natur, og vel sagtens være et af de eneste erhverv, der bliver nødt til at stoppe arbejdet, når det regner. Så er tækkefaget en tradition, der, som Laura Feline siger; giver mening på den helt store klinge, og som er et internationalt fag, man kan rejse lige derhen, man vil med.

Det er ret tilfredsstillende at lave et stykke arbejde, der både er godt for naturen, godt at bo under og som holder i rigtig mange år. Jeg synes, det er ret vildt at tænke på, at jeg formentlig aldrig skal ud at lave det samme tag to gange. For et ordentligt lavet stråtag skulle gerne have en levetid, der er lige så lang som mit arbejdsliv.

– LAURA FELINE

Skabe plads til flere kvinder

Som Boss Ladies-ambassadør tager Laura Feline ofte ud på folkeskoler og fortæller om sin uddannelse sammen med de andre ambassadører, der blandt andet er uddannet eller ved at uddanne sig til tømrer, murer, struktør eller elektriker. På den måde skaber Boss Ladies-ambassadørkorpset et netværk, der rækker langt ud over de elever, Laura Feline tilfældigt støder på på sin skole.

Det er Laura Felines klare ønske, at hun med sit svendebrev kan være med til at inspirere andre unge, måske i særdeleshed kvinder, fordi der er så af dem på byggefagene.

Efter jeg er blevet Boss Ladies ambassadør, har jeg hørt om adskillige piger, der pludselig ser det som en mulighed at uddanne sig til tækker – alene af den grund, at de nu har hørt om en anden kvinde, der har gjort det. Og dét gør mig så uendeligt glad.

– LAURA FELINE

Video: Byggeriets Uddannelser
Blå bog

Navn: Laura Feline
Alder: 25 år
Bopæl: bor på en firlænget gård med sine venner lidt uden for Århus
Interesser: elsker at danse, skrive tekster og lave kunst
Følg: Laura Feline på @cremedelacremekongen

Relaterede artikler

Scroll to Top